Fjernvarmeprojektet
På bestyrelsesmødet i september er Ringsted Forsynings fjernvarmeprojekt endnu ikke afsluttet. Der mangler nu blot småting, såsom at få lukket hullet ved Kildemosevej, få flyttet en skraldespand på Grønningen og andre småting. Bestyrelsen rykker for at få afsluttet projektet.
Bio-gruppen
Bio-gruppen har henover sommeren oplevet stor udskiftning og med afsæt i strategiudspillet, som Olga fremlagde for bestyrelsen i juli, arbejder Bio-gruppen nu henimod at fremlægge den strategi, som Kildemarken ønsker at præsentere for Ringsted Kommune, efter godkendelse i bestyrelsen. Se mere om Bio-gruppens arbejde under menupunktet “Projekter” på denne side.
Skraldespande
Bestyrelsen har kunnet konstatere, at Ringsted Kommune har nedtaget hele fem af deres skraldespande i periferien af Grundejerforeningen Kildemarkens område, nærmere bestemt ved bustoppestederne. Dette har medført et større pres på grundejerforeningens skraldespande, og derfor har bestyrelsen henvendt sig til kommunen med henblik på enten at få genetableret skraldespandene eller betale for opgradering af grundejerforeningens skraldespande. Kommunen genopsætter snarest de fleste af de nedtagne skraldespande.
Ansvarsfordeling
Der er efterhånden mange opgaver at løse for bestyrelsens medlemmer. Derfor valgte bestyrelsen at tage et grundigt kig på ansvarsfordelingen, så vi bedst muligt kan varetage opgaverne så hurtigt og effektivt som muligt.
Nedtagning af forældet infrastruktur
Der foregår andet end bestyrelsesarbejde blandt bestyrelsens medlemmer. Således har Jesper ydet en kæmpe indsats og fjernet både det gamle saltskur og storskraldspladsen i støjbæltet ved den nordlige stamvej. Derudover er de høje hegn ved den gamle fodboldbane blevet givet væk, mod at de blev fjernet gratis. Nu mangler vi blot at få fjernet resterne ved jordforankringen.
Parkering
Parkeringssituationen i området er fortsat et tema, som optager mange beboere og selvfølgelig også bestyrelsen. Bestyrelsen er i dialog med Ringsted Kommune om eventuelle tiltag, der kan forbedre fremkommeligheden for tunge køretøjer i området. Bestyrelsen er opmærksom på de begrænsede muligheder for parkering tættest på boligforeningerne, men desværre ingen realistiske løsninger i sigte.
Reparation af boligveje
Ved markvandringen konstaterede bestyrelsen, at en række boligveje trængte til reparationer. Alle disse reparationer er nu udført på tilfredsstillende vis.
På bestyrelsens vegne
Mathias Stabæk