Nyhedsmail Juni 2024

Så blev det sommer! Grundejerforeningen har siden seneste nyhedsmail i efteråret 2023 afholdt generalforsamling, og derved har vi fået en ny bestyrelse med nye såvel som gamle kræfter. Du kan læse mere om generalforsamlingen og bestyrelsens sammensætning ved at klikke på disse links på grundejerforeningens hjemmeside:
Generalforsamlingen 2024
Bestyrelsen

Som skrevet i seneste mail er der fortsat en masse aktivitet, som er opsummeret i det følgende:

Projekter
Reetablering af græsarealerne efter både fjernvarmeprojekt og Kildemarkens altan-projekt er nu endelig gennemført, og i øjeblikket har vi derfor større områder med nysået græs, som vi forventer vokser sig stærkt og flot inden længe. Vi har været særdeles heldige med vejret (i form af en stor mængde regn) og vi håber, at I vil være med til at passe godt på arealerne, imens græsset vokser til.Således er vi nu tættere end nogensinde på at kunne afslutte disse enormt langvarige projekter helt. 

Parkering og vejprojektet
Grundejerforeningen har som bekendt også egne projekter; det ene og klart største og dyreste projekt er vejprojektet. Projektet hænger uløseligt sammen med Ringsted Kommunes parkeringspåbud for de nordlige boligveje. Bestyrelsen og vores samarbejdspartnere arbejder derfor på en fremtidssikret “tre-i-en” løsning, der tager højde for alle disse tre store udfordringer, såfremt dette er muligt:
1) De slidte veje, som efterhånden koster grundejerforeningen mange penge i reparationer.
2) Vejtræerne, der reelt set ikke er plads til. Træerne trives ikke, de går ud og bliver jævnligt påkørt – med større udgifter til følge.
3) Den problematiske parkeringssituation der opstår, når biler parkeres uhensigtsmæssigt på boligvejene, så fx renovationskøretøjer ikke kan komme frem, og at ureglementeret parkering af og til resulterer i en P-afgift. Her vil bestyrelsen gøre det lettere for bilisterne at undgå P-afgifter ved tydeligere at markere P-pladser og samtidig sikre fremkommeligheden for større køretøjer.

Grundejerforeningen har allieret sig med professionelle rådgivere og vejingeniører, og vi arbejder på højtryk for hurtigst muligt at kunne igangsætte en renovering af den første vej og fremlægge en samlet vision for renovering af alle områdets veje. 

Træer og støjbæltet
Som skrevet i seneste nyhedsmail er beskæring af træerne i fuld gang. Allétræerne i det østlige område forventes at have fået trimmet kronerne til efteråret. Den ene allé blev beskåret i det tidlige forår. Træerne på Grønningen inkl. frugttræer er bestyrelsen i gang med at lægge en plan for.Beskæring af støjbæltet er i fuld gang og der er således blevet “åbnet op”, på den lidt dystre sti op mod lyskrydset i den nordvestlige del af området. Det ser rigtig godt ud! Alle frugttræer bliver i samme ombæring skåret kraftigt tilbage i støjbæltet, så der fx ikke længere vil være udfordringer med nedfaldsfrugt på stien oppe ved støjbæltet. I biodiversitetens tegn har vi valgt, at det afskårne træ skulle blive liggende i støjbæltet.
Det har entreprenøren nok taget lige lovligt bogstaveligt og vi er i dialog med dem, så det afskårne materiale ikke bliver så tydelig en del af det visuelle udtryk, som det er tilfældet pt. 

Græsslåning
Kvaliteten af græsslåningen er desværre igen blevet et tema, som skaber frustration herude. Det er ikke hensigtsmæssigt, at græsset bliver så langt, inden det klippes. Samt at det lange græs klippes, når det er vådt og derfor ligger i store “kager” – også på stierne. Desuden har kanter og veje været forsømt. Det er et emne, som vi sammen med vores entreprenør finder en løsning på. Tak fordi I informerer os – bliv endelig ved med det!
 

Rosenhaven
Som skrevet i seneste nyhedsmail, vokser der ikke andet end “ukrudt” i Rosenhaven i denne sæson. Det skyldes, at Biogruppen på foranledning af bestyrelsen i grundejerforeningen gør klar til at etablere ny beplantning til efteråret. Frøbanken i jorden skal simpelthen tømmes og derfor holdes beplantningen nede. Vi glæder os meget til at fremlægge planerne. Indtil videre må I bære over med, at det ser ud som det gør. Det skal nok blive pænt igen.
Seneste status fra Biogruppen.

Sankt Hans 2024
En gruppe på tværs af foreningerne har demonstreret, at samarbejde kan lykkes, og således har de formået at stable et spændende arrangement på benene til Skt. Hans på grundejerforeningens område. Du har forhåbentlig allerede fået en invitation i din postkasse eller set nyheden på facebook – og hvis ikke, kan du også læse nyheden på grundejerforeningens hjemmeside – lige her på dette link:
Skt. Hans arrangement 2024 

Sidst men ikke mindst, så vil vi bare igen slå på tromme for, at hvis man har lyst og bare lidt overskud til at bidrage med stort som småt, så lad os endelig høre fra dig!Udover alt det med de grønne områder arbejder vi også med IT-løsninger og vi forventer snarligt at lancere en kontakt-formular, så det bliver endnu nemmere både for dig og for os at komme i kontakt med hinanden, så vi kan få taget hånd om de udfordringer og situationer der kan opstå.
Mange tak fordi du læste med.
Mvh. bestyrelsen i din grundejerforening.

PS:
Har du gode idéer, rettelser eller lignende til nyhedsbrevet her, eller foreningens hjemmeside – så send gerne en mail til web@grf-kildemarken.dkHenvendelser vedr. økonomi, medlemskab eller kontingent bedes sendes til kasserer@grf-kildemarken.dk Alle øvrige henvendelser kan med fordel sendes til kontakt@grf-kildemarken.dk