Bestyrelsen – arbejdsmængde og økonomi
Bestyrelsen er opsat på at finde løsninger på de udfordringer, vi kæmper med i Grundejerforeningen Kildemarken, men vi må desværre erkende, at vi længe ikke har haft kapacitet til at løse den ekstra store mængde af opgaver, som kræver handling i denne tid. Vi har derfor haft svært ved at tilbyde det niveau af information, som vi har sat os for i bestyrelsen.
Informationen kommer nu endelig her, og vi har den seneste måneds tid også fået sat gang i flere vedligeholdelsesopgaver, som har ventet. Mere om det senere.
For at nævne nogle af de opgaver der kræver fokus for tiden: Parkeringspåbud fra Ringsted Kommune, vejprojektet, Biogruppen, kontraktfornyelser med leverandører, udlicitering af kassererfunktionen, reetablering efter projekter og at få det hele til at hænge sammen økonomisk i et område med en beplantning, der har opnået en alder og en størrelse, som nu kræver en mere intens pleje. Bestyrelsen forventer en væsentlig fordyrelse af den kontrakt, vi skal indgå vedr. pleje af vores grønne områder alene pga. generelle prisstigninger, plus at vi er tvunget til at bruge flere penge på ekstra opgaver for at sikre, at træer ikke vælter, at grene og nedfaldsfrugt ikke er til gene eller fare for færdsel, eller at træernes grene tager fat i bygninger og mørklægger beboernes hjem.
Det er ikke nogen hemmelighed, at grundejerforeningens økonomi er hårdt presset, ikke mindst pga. de kæmpe udgifter, vi står overfor i forhold til at reparere boligvejene. Som bekendt har det forestående vejprojekt medført væsentlige kontingentstigninger de seneste år. Parkeringspåbudet har medført, at vi har fået en bedre kommunikation med Ringsted Kommune, der har åbnet døren på klem for mulige lokalplansændringer, så vi ikke er bundet af at skulle etablere vejen 1:1 som oprindeligt. Dermed har vi sandsynligvis fået mulighed for at gentænke vejene (forløb, vejtræer og parkeringsmuligheder), så de bliver mere tidssvarende, og bestyrelsen har i den forbindelse allieret sig med en vejingeniør, så vi kan finde den optimale løsning, der både overholder alle love og regler, og som er fremtidssikret og har bedst mulig økonomi.
Projekter
Vi er fortsat ikke i mål med reetablering af området efter den lange række af projekter, der de seneste år er gennemført herude. Dog er det værd at fejre, at reetablering efter Fibias store fiberetableringsprojekt fra 2021 nu endelig er afsluttet, og at den sidste reparation af asfalten på Kildebakken blev udført her midt i november.
Nu udestår kun to projekter: Ringsted Forsynings fjernvarmeprojekt og Kildemarkens altanprojekt.
Reetablering efter fjernvarmeprojektet mangler kun græsarealerne, alt andet er bragt i orden. Således skal græsarealerne, der blev gravet op, fræses af igen. Der skal stenopsamles og sås med en græsblanding, der svarer til den øvrige plæne. Entreprenøren havde desværre valgt en græsblanding af hurtig-voksende og tuedannende græs, som ville kræve hyppigere slåning og det kan foreningen selvfølgelig ikke være tjent med.
Vi har aftalt, at opgaven udføres, så snart Grønningen er blevet reetableret efter Kildemarkens altanprojekt. Dette projekt er også gået ud over græsset på Grønningen, men årstiden gør, at vi er tvunget til at vente til foråret med at genetablere græsplænerne. Grusstien ved byggepladsen på Grønningen har bestyrelsen presset på for, at den bliver reetableret hurtigst muligt, så ikke vi skal leve med det mudderhul, som stien desværre er blevet forvandlet til omkring byggepladsen.
Vedligeholdelsesopgaver
Vejtræerne på boligvejene har det ikke nemt, og i år har vi igen set, at flere træer er blevet påkørt, er væltede eller slet og ret er døde. Disse bliver i denne periode fjernet, og belægningen reetableret med græsarmeringssten. Ligeledes bliver nogle af de værste huller efter tidligere træer repareret.
Fodhegnene på stamvejene har også længe været i en meget trist forfatning, flere er faldet fra hinanden eller knækkede. Disse er blevet repareret.
Læbæltet oppe mod Køgevej får nu endelig klippet frugttræerne tilbage, så de ikke smider frugter ud over cykelstien. Gennemgangen mod lyskrydset klippes ligeledes frit, så der kommer lidt mere lys ned fra oven, og det bliver et mere trygt sted at passere, når det er mørkt.
Træalleerne i den østlige del af området har været forsømt i alt for mange år. Træernes kroner er for tætte, træerne vælter i stormvejr, og grenene generer færdsel og græsslåning. Træerne vil derfor over de næste måneder få hævet og tyndet kronerne.
Træerne på Grønningen er efterhånden blevet meget store, og som nævnt indledningsvis i denne nyhedsmail vil en meget tiltrængt beskæring snarest muligt blive iværksat af de mest kritiske træer og buske.
Bestyrelsen er opmærksom på, at frugttræerne også generer beboerne, men vi har vurderet, at disse ikke udgør fare eller er til lige så stor gene som de store træer og buske, der vokser tæt op ad bygningerne. Hvordan vi end vender og drejer det, har vi ikke økonomi til at tage alle opgaver på én gang.
Biogruppen og Rosenhaven
Biogruppen mangler i den grad hænder (og overskud) til at løfte de mange opgaver. En af Biogruppens bundne opgaver har været at udarbejde en plan for bedene i Rosenhaven, der har været udsat for diverse forsøg og ikke har været optimalt vedligeholdt, så længe vi manglende en endelig plan. Nu er perioden som “forsøgsområde” dog endelig ovre for Rosenhaven, og der er lagt en langsigtet plan for, hvornår Rosenhaven kan blive rigtig fin igen. Men det vil kræve tålmodighed fra beboerne herude et års tid endnu, fordi der først skal tages livtag med alt det, der vokser i bedene nu.
Den næste sæson vil bedene derfor være tomme, og ukrudtet bliver holdt nede for at gøre jorden klar til nye flotte bede med større fokus på biodiversitet, lave omkostninger og en så lang sæson med pryd som muligt.
Biogruppen har indhentet flere tilbud og søgt fonde for at holde omkostningerne nede til genoprettelsen af bedene. Biogruppen glæder sig til at præsentere planerne for det nye bed, når disse ligger klar.
Etablering af de nye bede sker forventeligt i efteråret 2024.
Vi har brug for dig!
Har du mod på at bidrage med stort som småt, har du fx en interesse i at fremme biodiversiteten eller skabe bedre fællesskaber? Har du en lille revisor eller projektleder i maven? Måske ved du en masse om veje, belysning eller planter? Måske har du bare helt generelt en interesse i at gøre en positiv forskel for os alle sammen herude? Vi mangler i den grad hænder, så hold dig ikke tilbage!
Generalforsamlingen er til marts, hvor du kan stille op til bestyrelsen – men du behøver ikke være medlem af bestyrelsen for at blive involveret. Skriv til os på kontakt@grf-kildemarken.dk
Vi glæder os til at høre fra dig!
Mvh. bestyrelsen i Grundejerforeningen